
DMJX-undervisere deler deres refleksioner
DMJX-undervisere deler deres refleksioner over didaktiske greb og andre erfaringer, som er affødt det gigantiske bespænd med online undervisning under Covid19. De er alle blevet bedt om at udvælge tre eksempler på elementer, de fremover vil tage med i undervisningen.
Jesper Gaarskjær, adjunkt.
Underviser på journalistuddannelsens 3. semester, Mundus og Cand Public.
Mere fokus på ordstyrerrollen
Ved fysisk undervisning i auditoriet har Jesper ofte oplevet, at det er de samme få studerende, der rækker hånden op og deltager aktivt. Under onlineundervisningen blev det endnu tydeligere, at det virtuelle rum hæmmede deltagelsen:
“Det fungerer ikke online, at jeg spørger ud i det virtuelle rum. Jeg er nødt til at pege folk ud og sige fx: Okay, I har arbejdet i grupper med det her spørgsmål. Hvad snakkede I om hos dig, Camilla?”
Jesper oplevede, at denne mere aktive ordstyrerrolle skabte bedre dynamik og deltagerengagement, og han har taget grebet med videre til den fysiske undervisning:
“Hvis der ikke kommer noget, når jeg stiller et spørgsmål, så spørger jeg bare folk. Det giver en forventning om, at man kan blive hevet ind, hvis man sidder med et gruppearbejde. Og det virker — folk byder ind og kommer på banen.”
Spørgetimer som onlinesessioner
“Før nedlukningen slap vi dem mere efter en uges oplæg og idéudvikling. Vi sagde, de bare kunne skrive eller ringe, men det her kræver meget lidt og giver meget.”
Under nedlukningen indførte Jesper og kollegaerne ugentlige online spørgetimer. Studerende kunne logge ind frivilligt for at stille spørgsmål eller bare høre, hvad andre lavede:
“Nogle kom ind for hyggesnak, og så opstod der alligevel spørgsmål. Det kræver ingen forberedelse, bare et åbent vindue i en time. De studerende kan sidde hvor som helst.”
Evalueringerne viste, at de studerende fandt stor værdi i formatet, og spørgetimerne er fortsat en fast del af forløbet – nu med tre til fire sessioner.
Online informationsmøder giver fleksibilitet
Selvom Jesper klart foretrækker fysisk undervisning, har han opdaget, at visse opgaver fungerer bedre online. Ét eksempel er informationsmøder om valgfag og 4. semester:
“Tidligere samlede vi alle i et auditorium, men i foråret 2020 holdt vi det online. Det fungerer godt og er nemt at optage for udvekslingsstuderende ude i verden.”
Fordelene er mange: ingen behov for at koordinere med fysisk fremmøde, ingen tekniker nødvendig og mulighed for fleksibel deltagelse. Derfor vil Jesper og kollegerne fremover fortsætte med at afholde informationsmøder online.