DMJX-undervisere deler deres refleksioner over didaktiske greb og andre erfaringer, som er affødt det gigantiske bespænd med online undervisning under Covid19. De er alle blevet bedt om at udvælge tre eksempler på elementer, de fremover vil tage med i undervisningen.
Louise Damgaard Andersen, adjunkt. Underviser på Fotografisk Kommunikation i faget “Populærkultur & image-making” og på fællesforløb på Visuel Kommunikation.
De studerende skal kunne begå sig digitalt
Louise oplever som underviser, at de studerende har fået en sikkerhed i at dele skærm og præsentere for hinanden, og det ser hun som en stor fordel i forhold til at kunne agere på et fremtidigt arbejdsmarked. Her er det vigtigt, at de føler sig trygge ved at samarbejde med folk, der sidder et andet sted:
”Du skal være omstillingsparat og ligesom du skal kunne træde ind i et rum og kommunikere på dansk eller engelsk, skal du også kunne præsentere din porte folio både online og fysisk. Det er helt klart min idé om hvordan det kommer til at blive…. eller er allerede.”
Jeg synes godt, at vi som undervisergruppe på skolen kunne tale om det her som et nyt fremtidsperspektiv for flere. Fotografer og freelancere jo ikke geografisk baseret ét sted, men kan rejse mange steder hen. Hvis du vælger et magasin eller en kunde i et andet land, må du kunne forberede dig på, hvordan du vil vise din idé og dine moodboard over en skærm
Jeg synes det ville være en glimrende begyndelse, at vi kunne gøre det gennem undervisningen.
Tidligere har vi haft mere fokus på hvordan taler du om dine billeder og præsenterer dine ting, og det er jo heller ikke ude af ligningen. Men her er det mediet man taler igennem og ikke at du står op og præsenterer, du taler ud fra en præsentation der er på skærmen. Fokus er på skærmen og ikke på øjenkontakt og de andre ting i rummet.
Jeg har altså ikke været nogen skærmperson før, men jeg synes der er så mange potentialer i det her.
Jeg kunne også forestille mig et samarbejde med skoler i udlandet i forhold til at få flere kulturelle perspektiver på. Hvad sker der fx hvis man laver peerfeedback med studerende der sidder andre steder. Jeg har kontakter til andre skoler, og synes det kunne være skægt at lave noget sammen med dem og inden man så går i gang kunne man træne i at kommunikere gennem skærmen.”
Strukturen kan tænkes anderledes
Tiden med online undervisning har ført til, at Louise nu er optaget af, hvordan undervisningen kan struktureres anderledes, så alle får mere udbytte af dagen:
“Hvorfor skal de studerende altid cykle ud til Emdrup og sidde parat kl 9 nul dut, når de i princippet skal lave mange af deres ting ude i byen? De skal på location og lave fotoshoots, de skal i kontakt med folk og bruge fx Designskolens bibliotek til research osv. Jeg tænker der fremadrettet vil være en god variation i også at kunne briefe online, så de studerende ikke altid skal cykle til Emdrup for at tjekke ind og derefter cykle tilbage igen.
Hvis vi laver nogle af vores tjek ind online kunne jeg i princippet også lave dem, selv om jeg fx var til en konference. Så kunne jeg bringe noget energi ind fra der, hvor jeg er, så det ikke er et problem eller forkert at være andre steder end på skolen. Det er et brud med industrialiseringstankegangen om at vi alle er på arbejde på samme tid og sted, og det kan jeg egentlig godt lide.
Det kræver tydelighed i strukturen i forhold til hvad vi skal hver dag, hvornår vi er på campus og hvornår vi er ude. Og det bliver vigtigt at kommunikere tydeligt om, hvorfor strukturen er lavet, som den er. “
Lettere at række ud til noget større
“Jeg greb muligheden for at få nogle gæster ind, fordi vi alle er blevet vant til at gå online. Det var muligt at være impulsive fordi de ikke skulle flyves herover. Det var en tanke jeg havde haft forinden, men nu blev det så bare manifesteret.
Før ville det have været svært at finde ud af rammerne, og jeg havde selv overvejet, hvad det tekniske setup kunne være. Men nu sørgede skolen for at sætte en platform op, som vi kunne bruge. Jeg blev godt klædt på og fik en teknisk sikkerhed, som gjorde det til en farbar vej.
På Fotografisk kommunikation er det logistisk meget lettere i forhold til udenlandske gæster. Vi havde en gæsteunderviser med fra England. Han er en skøn person i virkeligheden, men det fungerede også fint på skærmen, for så var vi i hans hjem i New Brighton i England og der hang nogle af hans billeder i baggrunden. Der var en anden form for nærhed, selv om han var på skærmen. Og det synes jeg på en eller anden måde kunne noget andet….
Jeg elsker det her med at der kan være højt til loftet og man kan række ud til noget større. Det kan være en fotograf der sidder i sit studie i New York, altså du kommer bag kulisserne og ser hvor den person befinder sig. Du får noget andet med, fordi du ser omgivelserne og får nogle andre elementer bundet til oplevelsen.”
